Turridning på og avl af islandske heste
24/12-2012 Glædelig jul til jer alle....
Vi skal holde jul hjemme og har inviteret en veninde til at være hos os. Glisse står (som sædvanlig) i køkkenet og kokkererer den skønneste mad.
Der er pyntet juletræ og gaverne er lagt under. Hundene har lugtet, at der vist er noget til dem i 5 af pakkerne. Penny har i hvertfald ikke forladt tæppet ret længe... Det er næsten værre end børn, der smugkigger.
Der skal rides tre vallakker i dag, så jeg har travlt... hehe... Så må jeg ordne hus og stald bagefter. Der skal jo også være tid til at hygge i eftermiddag.
Juletræet er det grimmeste vi kunne finde. Det bliver sat i læbæltet efter jul. Det er i år pyntet med julekravle-Smillaér, iskrystaller, flag og små hjemmeklippede ismuler i sølv-karton.
11/12-2012 SNE - Sjovt nok er det dét vi aller sukker efter... hvert eneste år:
Hvad siger "hvidjuls-barometeret"? Kan vi regne med sne? Skal der købes kælk og skøjter til jul? Bliver det en rigtig hvid jul... det er så hyggeligt?
Og det er hvidt derude. Der drysser sne ned i store flokke. Det er meget meget smukt.... men for pokker, hvor er det bøvlet.
Af en eller anden grund både skider og tisser hestene mere indenfor, møddingen (i vort tilfælde en trailer) er næsten ikke til at komme til. Når den så er fyldt, så kan man ikke komme af med det. Vejene er hvide og glatte af fastkørt sne. I indkørslerne er der tonsvis af smukke dyner med vat. Der skal graves store stianlæg for at komme ud til både heste, får og høns. Man kan se på hestene og fårene at de faktisk hellere vil være inde end ude... Og så forbarmer vi os naturligvis med deraf yderligere møg og mugen ud til følge.
På denne tid af året er det så, at jeg længes efter forår....
Men I har ret.... sne er smukt og mine rideture ud i den Blemmelyngske natur er dejlige.... Se på den nyoprettede mappe over vores vinterbilleder....
24/11-2012 Her er han så - Kraftur - dag var Kraftur og jeg på vores første ridetur i skoven. Den foregik i skridt og vi brugte en masse tid på at lære hinanden bedre at kende.
Kraftur er nem at ride. Han lytter fint og er villig. Der er naturligvis meget nyt at lære at kende. Men han var rolig og ikke til at hidse op.
I morges lukkede vi Skáti og Kraftur sammen. De havde stået ved siden af hinanden i nat og der var ikke ret meget polimik omkring det at komme på samme fold. En enkelt gang måtte Skáti dog sande at der er forskel på at have været "rigtig" hingst i en flot og så en drengerøv. Han fik smæk for skillingen og accepterede nederlaget med stoisk ro.... man kan jo godt være en god taber....
Fotoet er af Kraftur - lige inden vi red ud... Læs mere om ham på hans egen side...
22/11-2012 Er det et anfald af madness, eller har min mand bare et stort behov for at gøre opmærksom på sig selv i disse tider, hvor det hele går op i HEST...??? Jeg ved det ikke, men fakta er, at han endelig har taget sig sammen til at lægge en helt fantastisk opskrift ud på vores hjemmeside af det bedste rugbrød, der findes....
KIG UNDER LISELUND BAGVÆRK...
21/11-2012 Nogen gange går alting bare så vildt stærkt.
Vores to små bassemænd... de sidste af unghesteflokken - er i dag sendt med transportøren over til deres nye familie.
Det var faktisk meget hårdere end jeg mener at huske det.... Underligt... ellers er jeg ved at blive et gammelt nussehoved. Det blev til en tudestund på toilettet.... Nå, men nu er de sendt afsted. Og det gik naturligvis godt at læsse mv.
I nat er de fremme hos deres nye familie og sammen med deres halvbror Lás. Ja, begge er solgt til Anna, Frigg og Rune. Det er dejligt at kunne sende sine heste videre til så søde og rare mennesker.
Nå, men det er jo ikke kun dårligt nyt vi kan berette om. Vi har købt os en dejlig "gammel" og "erfaren" konkurrencehest. Han kommer i løbet af et par dage. Mere herom naturligvis på denne side.
19/11-2012
Vores dejlige skønne Øgge har fået ny ejer. Vi kommer til at savne hende helt fantastisk. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle væk herfra, men Lisbeth er en pragtfuld og skøn pige, der klæder Øgge meget. De er bare så tæt forbundne....
Vinteren er ellers ved at luske sig ind på os. I morges var der frost på ruder og det var faktisk ret koldt.
De små "drenge" bliver pludselig store "knægte"... Det er som om det "føllede" forsvinder ligeså stille....
Jeg har redet allerførste gang på Skella. Hun er en hest med god vilje. Man kan jo blive fristet til at give den gas, men det er skønt at ride en hest med en god grunddressur.
Ellers synes jeg bare, at det er alt for mørkt når man kommer hjem fra arbejde. Ingen mulighed for at ride ud og man skal tage traileren til ridehallen.... hmmm
Heldigvis er det dejligt at sidde sammen og bare nyde mørket og varmen indendøre.
18/9-2012 September viser sig igen med de smukkeste farver.... det er ufatteligt at man år efter år skal opleve dette pragtfulde lys.
Der er stadig gang i "butikken" og vi nyder hvert sekund med alle de spændende mennesker vi møder.
I weekenden red vi en skøn tur til Hammershus. Desværre var mit kamera slet ikke ude af lommen og jeg "nøjedes" denne gang med at nyde turen.
Vores 2 nye hopper har det godt. Begge lader til at acceptere tingenes tilstand og har vænnet sig til de nye "Roommaids"....
Fotoet er Skella i den smukke septembersol...
16/8-2012 Så fik vores dejlige Lás fra Liselund et nyt dejligt hjem i det nordsjællandske. Vi ønsker Lás nye familie Frigg, Anna og Rune pøj pøj med "lillemanden" .
Det gav så lidt plads i stalden.... øh... nåh ja... meget lidt mere plads... lige nok til en skøn kåret hoppe ved navn Skella fra Skagway. Hun er lige en hest efter min smag. God vilje, gode gangarter og fantastisk sød.
Skella er 4-gænger og skal i første omgang bruges til ridning. Om der senere sniger sig endnu et føl ind på matriklen kan man aldrig vide....
Se mere om Skella på hendes egen side... snart...
29/7-2012 Vores kønne og dejlige vallak Mágnus har fået et nyt hjem. I morgen tidligt rejser han over til Lone og Leif i Vemmelev.
Lone og Leif har i forvejen Baldur, Léttir og Léna. Léttir er dog på vej retur til os. Desværre matchede han og Lone ikke så godt.
Vi glæder os meget til at få ham tilbage. Han får godt af at komme i hingste- og vallak-flok igen.
Fotoet er af Mágnus - snart 2 år gammel!!!
21/7-2012 Fála ifolet? - En dejlig ferie er ved at gå på hæld. 14 dage med rideture, fødselsdag og glade gæster. Det har været skønt.
Vi har været til hingst med Fála og ved prøvningen 21-25 dage efter viste hun ingen interesse for Óratór.... så mon ikke der er en lille "bebs" på vej???
Mágnus er taget på ferie hos Anne-Mette og Keld... Det går fint med ham og deres andre heste.
Lýsa er stadig hos Stig og Solvej. Stig rider hende, hvilket går meget fint.
Hölle er nu godt integreret i flokken og i går red jeg ham ud sammen med gæster for allerførste gang.
Mánadis (Røde) trænes nu i tölt... hun er faktisk smaddergod!!! Det bliver dejligt, når hun kan bære den i længere tid... Jordvindende og kraftfuld!!!
Drengene er så smukke - Lás har den skønneste lysebrune farve med sort/hvid man... (jeg synes at han er lysbrunblak, der er nemlig en lysbrun ål) Lúkas er ved at blive sortgylden/palomino/brunblak/grålig med ål.... hmmmmm - det der farvegenetik, når moderen er palominoskimmel, giver også mig grå hår!!!!
Vores tidligere sulky, nu to-hjulede hestevogn er klar til at blive brugt. Thomas har lagt et kæmpe stykke arbejde i at den er blevet flot. Tusind tak for det!!! Så skal den bare bruges tit og ofte....
Dagen i dag indbyder til en dejlig ridetur i Almindingen med gode venner....
7/7-2012
Såfremt man føler sig helt vildt sommerlig og elsker dejlig mad, så er Glisses nye opskrift under Liselund forretter absolut et kig værd.... Lækker lækker lækker....
Det går fint med Hölkvi (Hölle)... han er nu sammen med alle drengene. Har allerede fundet sammen med de to unge, der synes det er rart med endnu en fætter på marken.
I morgen tager vi 4 personer afsted til DM v/Hedeland. Hold da op hvor jeg glæder mig...
26/6-2012 Vi byder velkommen til vores nye pensionærer "Hølle" og Monica.
"Hølle" er den nye dreng i klassen og de andre vallakker og hingstebasserne synes det er meget meget sjovt med en ny legekammerat. Det gik heldigvis fint med sammenføringen. Lidt skrammer hist og pist, men det er jo livet i en nøddeskal.
Fála er bedækket og vi afventer nu om der er gevinst. Vi har igen valgt at bruge Óratór frá Vöðlum. Han gav os i 2011 fire meget smukke og vidt forskellige føl. Alle er dog langlemmede og har god bygning. Sindet er supergodt/robust og vi har nemt ved at arbejde med de små.
22/6-2012 Så er det igen ved at være så vidt. Jeg har kriller i maven og er lidt hys (siger Glisse). Vi har næsten pakket alt, mangler lige mad og tøj.
Har trænet for sidste gang - mangler lige at vaske de to heste - Abba og Øgge - så kan turen gå til Dyrskuet i Almindingen for at få gjort stald klar til i morgen tidlig.
Som tidligere år kommer vores gode venner og hilser på. Det er altid så skønt at få besøg på dyrskuet. Så kom endelig ind og hils på os....
Dyrskuet i år er "kun" 2 dage. Lørdag og søndag. Måske en smule komprimeret, men lad os nu se - kanske det bliver hyggeligere at skulle nå 3 dages dyrskue på 2 dage.
Glisse er naturligvis i køkkenet og forbereder det hele store gourmet-køkken.
Anna og Lars har lovet at hjælpe i år, da vores "normale" hjælpere Anne-Mette og Keld desværre er bortrejst i weekenden. Vi er dog fuldt ud tilfredse med at et par unge mennesker gider at bruge deres sidste weekend på Bornholm sammen med os...
Nu til noget helt andet.... Fála blev i går bedækket første gang af Óratór frá Vöðlum. Det bliver meget meget spændende at få endnu et føl efter ham og så med en så smuk hest som Fála.
Nå men jeg må hellere lette rumpen og se at få bestilt lidt igen....
God weekend til alle...
24/5-2012 Så blev det dag 2.... vi startede fra Dueodde - Desværre allerede et amputeret hold - kun 3 kvinder. Stakkels Anna har været dårlig hele natten.
Det var en helt fantastisk dejlig dag. Se mere på vores side om Bornholm rundt....
I dag har vi også fået vores nye hoppe Fála fra Drejergården. (Fála er navnet på en islandsk troldkvinde) En meget smuk og kærlig hest. Da hun kom ret sent vil der først blive lagt gode fotos ind i løbet af i morgen aften.
Men ét der kan bruges er der taget af hende i stalden.
23/5-2012 Tidlig her til morgen blev vore to små unger, Lèttir og Lena, afhentet af Torbens Hestetransport. Lone og Leif, der sidste år også blev nye forældre til vores Baldur har købt Léttir og Léna. Vi ønsker dem al mulig held og lykke med de to nussehoveder. Samtidig har vi købt en dejlig hoppe "Fála fra Drejergården" som vi glæder os til at få hjem natten mellem torsdag og fredag.
Kl. 0900 startede vores tur Bornholm rundt på islænderryg. Lis, Anna, Eva og jeg vil forsøge at ride turen rundt på 5-6 dage. 1. stop i dag var Dueodde. Vejret har været helt pragtfuldt og vi nød turen. Se stemningsbillederne under fanen "Tour de Bornholm" , hvor alle fotos vil blive lagt snarest....
Mere om turens dag 2 i morgen. Vi starter i Dueodde og rider til Svaneke.
28/4-2012 I år skal det være.... jeg rider Bornholm rundt. Start den 23. maj 2012 og så regner jeg med at kunne nå rundt på 6 dage. Forventet ture dagligt på 20-25 km. Der er allerede enkelte, der har meldt sig til at deltage. Hvad med dig??? Måske har du lyst til at få besøg - give en spand vand eller lign.
Vi afholder "arrangeringsmøde" snart. Regner dog med at vi tager hestene hjem hver dag. Også i tilfælde af, at der skal skiftes ud.
Ellers er vi såmænd færdig med læmmesæsonen. Ikke alt gik glat i år, men vi har alligevel klaret os pænt.
Opnåede igen at få firlinger, men måtte aflive en af dem grundet dårligt ben. Det er utroligt, at fåret kan have fire ret store lam i maven.
Fotoet er af vores seneste lam i år.
7/4-2012 Nu troede jeg lige, at vi skulle til at have forår... og hvad sker.... det sner!!!!
I går var det pragtfuldt vejr. En smule forårskoldt - men det betyder intet for en gæv viking på sin islandske ganger...
Fårene har ikke læmmet endnu. Det er så skønt, når de små vimser rundt i stalden og på folden.
Ellers er det jo faktisk meget underligt, at vi slet ikke skal have føl i år. Det går altså ikke i fremtiden!!! Må straks have bestilt herrebesøg til Øgge!!!
GOD PÅSKE TIL JER ALLE
28/3-2012 denne uge er vi på stutteri Liselund beriget med en praktikant. Hun hedder Thea og er en meget sød pige. Vi var naturligvis spændte på, hvordan vi to "gamle" ville kunne klare unge mennesker i en hel uge. Denne er jo heller ikke gået endnu, men indtil videre synes vi selv at det er forløbet fint.
Det er naturligvis en fordel, at "tøsen" er vant til at ride og at hun har flair for dyr. Vi har indtil nu redet mange ture, arbejdet med de unge heste, ordnet bokse, ryddet marker for møg og renset/olieret seletøj. Alt uden at kny.
Vi hygger os gevaldigt. I morgen står i Balka/Dueodde-tegnet. Der skal rides på strandene, vi skal spise vores madpakker og så skal der "smovses" chokolade fra Kjæstrups....
Det er helt perfekt at være islandshesterytter..... (her hos os....)
17/3-2012 Det går smadderfint med vores nye hane Egon Olsen.... Hele hønseflokken tog godt imod og Elvira Madigan (ny høne) har fint fundet sin plads i hierakiet.
Dagene går hurtigt og i øjeblikket er vi ved at rense marker for møg. Møghunden Penny nyder at deltage. Sidder for det meste midt i møget.
De tre unge hopper er sat på græs og hygger sig uden "de gamle".
I dag gik Lena og jeg vores første tur på vejen. Meget grænseoverskridende at skulle gå på asfalt iført grime og træktov (hesten, ikke jeg).
Og så har jeg endelig taget mig sammen til at strikke løs på en ny lækker sweater.... mon ikke den kan blive færdig til næste vinter??
11/3-2012 En helt fantastisk weekend - fredag ridning med Dorte på Monicas lækre vallak. Red ham også og Dorte red Ögge. Begge heste noget så skønne.
Lørdag ridetur med Anna på "Røde" og jeg på Gjósta. Vejret var isnende koldt og tåget, men det gav bare en helt eventyrlig stemning i Almindingen.
I dag med Tina, Gjósta og Ögge på Balka, Snogebæk og Dueodde. Bornholms strande i det smukkeste lys, hestene var i godt humør, god form og menneskerne vi mødte glade.
For pokker hvor har jeg det godt.
Se de andre fotos af turene på siden gode rideture!!!
8/3-2012 Allerede nu er der mulighed for at booke overnatning til hesten/hestene eller booke turene rundt på øen.
Vores 6 dejlige rideheste er i god form og har været brugt hele vinteren. For første gang i flere år skal vi ikke have føl og der er derfor mulighed for at samle venner eller familie til nogle gode rideture.
Foråret er kommet. Erantis og vintergækker titter op af sneen. Det giver de dejligste associationer om at sol og varme snart overvinder mørket og kulden.
Vi er sent på den med lammene. Vores nye vædder var åbenbart for ung til at tage sig af damerne til planlagt tid... så vi må vente og glædes når den tid kommer.
Vi har også fået ny hane... ja, gamle Axel Strøby måtte lade livet - formodentlig havde den forsøgt at tæve en musvåge eller duehøg. Egon Olsen og Elin Reimer (et smukt Orpington-hønsepar) har derfor indtaget hønsegården.... De pynter sørme!!!
Vores skønne føl er godt nok røget i vejret. De tre drenge går nu sammen med Skáti og Magnús. Det går fint og der bliver leget helt vildt på marken.
Hopperne går for sig og det er en homogen flok med Lýsa som førerhoppe.
Glisse er startet med at renovere hestevognen. Det skal nok blive godt. Glæder mig allerede nu til at køre tur i skoven med Skáti.
Fotoet nedenunder er af Léttir. Han er bare så smuk og vaks.
4/2-2012 Efter to lange og meget våde måneder kom der endelig sne og kulde. Lyset er meget smukkere, når verden er klædt i hvidt. Jeg bliver altid i godt humør, når jeg ser vores skønne dyr boltre sig i den store bløde dyne....
Alle føllene var ellevilde, da de kom ud første snevejrsmorgen. Der blev rullet og bukket til den helt store guldfinale....
Der er lavet en ny side med de mange skønne fotos af hestene i sneen. Kig og nyd dem...
Ellers må jeg jo bare erkende, at islandske heste i vinterlandskabet er pragtfuldt. Sikke nogle rideture vi får taget!
Fotoet nedenunder er af "Røde" (Mánadís) - hun har simpelthen den smukkeste farve!!!
5/1-2012 Kære alle.... først og fremmest godt nytår....
Ja jeg synes jo allerede, at man på lyset kan se, at et nyt lyst år er begyndt.
Alle vore 4 skønne føl er fravænnet og det er gået så nemt og smertefrit som man kan ønske sig.
De er alle blevet kæmpestore. De 2 ældste er såmænd allerede ligeså store som vores 1 års plag, der bestemt heller ikke er lille.
I julen havde vi nogle helt fantastiske rideture. Vi fik redet på Dueodde i den smukkeste tåge, med irgrønt vand og praftfuld vind. Almindingen i dis er helt eventyrlig. Stampen og Robbedale med klar solskin og sus i håret. Og nytårsaftensdag en pragtfuld tur til Hammershus i forårsagtig solskin, blåt hav og view til Sveriges land. Nu gav ordene "aldrig har jeg set Sverige så tydeligt" mening.
Vi måtte i dag aflive/nødslagte en af vores stamfår, der desværre var blevet stanget ved det ene øje og havde fået hele kinden flænset op. Jeg hader at se dyr have det skidt.... Man kan undre sig over, at et "dumt" får kan betyde så meget, men det var nu hårdt.
Vi har haft passet Lise´s små drengevapsere i 16 dage. Det er gået meget godt og hundene havde det så sjovt. Nu er her stille og roligt igen (altså sådan i forhold til, hvad her normalt sker) ....
Det bliver ikke til så meget ridning i dette møg-vejr, men en hest i ny og næ på småture bliver det dog til...
Vi ønsker jer alle sammen et
Godt helbred og et lykkebringende 2012
Seneste kommentarer
05.09 | 18:49
Hej. Vi er en lille gruppe der godt kunne tænke os en ridetur. Har I tid onsdag eller torsdag?
Mvh sacha larsen
05.09 | 06:30
Hej
Min datter på 11 og jeg mor😊 vil gerne ride en 2 timers tur d.28 el.29. Sep.22. Vi ride. Ugentligt på Islænder i skønne Jammerbugten i Nordjylland..
25.08 | 07:43
Hej Sussie.
Min datter og jeg havde en dejlig tur med dig for 1 mdr siden. Mit spørgsmål er om du har ture fredag d. 30/12 da vi tænker at holde nytår på Bornholm. mvh Lone
07.08 | 07:52
Hej1 vi är intresserade av att rida hos dig. Vi är ett gäng som undrar om boende. Bokar vi det själva eller har ni bostad att erbjuda. Tips om inte var vi kan boka nära. A-M Byström